Annette Helene Johansen
født den 23. maj 1883 i Stege

gift i 1905 med

Karl Ferdinand Olsen
født den 4. december 1880 i Ebbelnæs, Møn

Børn:
Ludvig Christian Frederik, født den 27. marts 1906 i Stege
Karl Ejvind, født den 26. februar 1907 i Stege
Gilbert Holger, født den 11. marts 1909 i Stege
Poul Viktor, født den 4. december 1910 i Stege
Emil Sofus, født den 19. juni 1912 i Stege
Carl Frederik, født den 3. december 1914 i Stege
Ester, født den 28. november 1915 i Stege
Helga Marie, født den 31. oktober 1918 i Stege
Knud, født den 31. marts 1920 i Stege
Svend Orla, født den 6. maj 1922 i Stege 





Helene og Ferdinand

For 25 Aar siden var der Bryllup i Langgade
thi Tante Helene havde fundet sin Ægtemage.
Og det var nu Ferdinand Olsen, den Rad,
han kom jo og friede, og Helene blev glad.
Nu gik de sammen paa Livets Vej,
men stille og roligt gik det jo ej,
thi først kom jo Ludvig og senere andre,
som vilde med gennem Livet vandre.
Det gav jo tit Ufred, men det tog de med
som noget naturligt, at der hænger ved.
Det var jo ikke just Grin det hele,
men de forstod nu saa pænt at dele.
Paa den Maade svandt da de 25 Aar,
og nu alle Børnene jo for dem staar
med Smil paa Kinden og alle glad,
de vil jo bare alle ha' lidt Mad,
men det kan Fatter saa dejligt skaffe,
mens Mutter gaar her og laver Kaffe.
Men nu til Lykke paa denne Dag,
og lev saa videre i Ro og Mag.
Men gid Gud Jer beskytte for Jordens sorte Muld,
at I en Gang kan bytte Jer Sølverkrans med Guld.

Christoffer Nielsen
Tjørnemark



Helene og Ferdinand Olsens
Sølvbryllup

Søndag den 23. November 1930

Mel.: Den glade Kobbersmed


Mens vi ved Bordet sidder, ta'r vi alle Blad for Mund,
og synger hver og alle, ja ret af Hjærtens Grund
til Ære for de to som nu - i Dag - har Bryllupsfest,
og har I skyllet Halsen, saa gaar det allerbedst.
Om vort "Brudepar" nu vi synge vil en Sang,
et "Til Lykkke" lyder der nu til Jer denne Gang
og et Ønske om, at endnu i mange Aar
som et lykkeligt Par, vi Jer se iblandt os gaar.

I Nittenhundrede og fem gik Ferdinand omkring
paa Ebbelnæs'ses Gade som en munter Ungersvend,
han spøgte og han lo saa vist med hver en Pigelil,
men dog hans Tanker stadig gik ad Byen Stege til;
thi derinde var jo hans lille Hjærtenskær
ved at sy paa Lagner og andre Bryllupsklæ'r.
Bryllup havde de i November Maaned sat,
de sig glædede begge til denne Bryllupsnat.

Dog ogsaa Dagen oprandt, hvor for Alteret de stod,
Helene som en engel, saa lys, saa skøn og god,
og Ferd'nand havde trukket i sin nye Diplomat,
hans hvide Bryllupsslips var i en Sløjfe sat;
men da de kom hjem, blev der slaaet Brandallarm,
ej fordi vort Brudepar det var blevet varm,
men i Landsledgaard var der da en vældig Ild,
og da Ferd'nand var Brandmand, han maatte ud dertil.

Den Bryllupsnat spoleret blev, hvad vi kan tænke os,
der kan man se, hvor Skæbnen den vil os byde Trods,
det samme sagde Ferd'nand, da han hjem fra Branden kom
med lidt for meget af de vaade Varer i sin Vom,
vær ej ked af det, du Helene, lille Skat,
efter denne kommer der mangen Bryllupsnat.
Og vi ved, at Ferd'nand om dette holdt sit Ord,
thi der inde i ham et standhaftigt Hjærte bor.

Og Tiden ruller stadig fort for disse kære to,
i deres lille Rede faar med Tiden flere Bo.
Helene Ferd'nand skænket har en dejlig Børneflok,
som kun med kærlig Øjne ser paa Far og Moder op.
De har Lykken følt, men dog ogsaa Livets Lod,
som for Smaafolk tidt viser dem en bitter Brod;
men hvor Kærlighed, som har bundet disse to,
er, vil Lykken for altid, for altid tage Bo.

I Dag I sidder smilende som Hædersparret her,
Og Ferd'nand i Helenes gode, skælmske Øjne ser;
de femogtyve Aar, som svandt, de har dem Lykke bragt,
saa der har været Held i det, som Præsten han har sagt.
Nu vi ønsker Jer et "Tillykke" med i Da',
har du mere i Glasset, saa skal du det nu ta'.
Brudeparrets Skaal vi til Slut nu bringe ska'
og saa raaber vi alle for dem et højt "Hurra".

W.

©vivianlind