4. april 1910 Kære forældre, søstre og brødre.

Det lykkedes os at komme fra skibet uden for mange problemer, de var meget venlige mod os, vist nok mest fordi Oda var i stand til at tale med dem.
Det var et stort arbejde at komme ind i Amerika.

Allerførst blev vi alle ført ind i et pakhus, som tilhører Scandinavian/American Line og alt vores tøj blev set igennem.
Vi skulle åbne alle vores kufferter og æsker, men tolderen var ret flink mod os. Jeg havde et postkort udenpå en af æskerne, og han tog det op, kiggede på det, og det var det. Oda skulle spille for ham på sin harmonika, som hun havde medbragt, og hun kunne ikke lade være at le, og han sagde, hvis du kan spille, så spil nu.

Der var en ung dame, som rejste sammen med os, hun var gift hjemme, og hendes mand var allerede rejst fra Danmark.
De havde fået en del sølvtøj til brylluppet, og hun havde været dum nok til at sy det ind i alle lagnerne, så hun måtte betale både told og en stor bøde. Hvis hun ikke havde syet det ind, havde det intet kostet, fordi deres navne var indgraveret i det hele.

Da vi var kommet igennem det hele, kom vi ombord i en floddamper, en meget stor en i to etager, og den bragte os til Ellis Island, en lille ø ikke langt fra New York. På denne ø er der mange store og imponerende bygninger.
Vi kom til at vente i timevis, før vi kunne komme i land, fordi et fransk emigrantskib var ankommet lige før os.I land på øen blev vi stillet op i en lang række, og vi skulle gå forbi en læge, som kontrollerede vores øjne. Så fik vi et nummer, så de kunne se, hvilken stat vi skulle til.

Derefter blev vi ført sammen i en ”special kind of facility” med andre, som skulle til den samme stat.
Lægen undersøgte ikke Odas øjne, han var mere interesseret i det billede af hendes mor, som hun bar på brystet. ”Din mor?” spurgte han, ”ja” sagde Oda og vendte det, og sagde ”det er min far”, så lo han og det gjorde hun også. I skulle have set, hvordan de behandlede polakkerne som dyr. Da vi var færdige ved lægen, gik vi videre til en mand, som bad om vores navne og om vi havde de 25$. Derefter blev vi ført ind i et pakhus, hvor vi skulle vente på vores kufferter, fordi der skulle sættes
nye mærker på dem, og vi måtte ikke forlade øen, før det var gjort.

Kl. otte om aftenen forlod vi øen, og vi kom ikke på toget før kl. elleve. Det var temmelig kedeligt, og vi måtte ikke forlade venteværelset, så vi satte os ned og spiste. Da vi havde bestemt at hvile os lidt, fik vi besked på at komme videre, og det var ikke spor for tidligt, hvis vi overhovedet skulle nå vores bestemmelsessted, mens vores billetter endnu var gyldige.

Vi kørte nordpå gennem Canada, og det gik op og ned. På begge sider var der bjerge, som var dækket af sne på toppen, og nede i dalen var der pragtfuldt grønt græs, og køer gik rundt og græssede. Helt i bunden af dalen var der en by næsten på størrelse med Stege, den så sjov ud.
Husene lignede legetøjshuse, og man kunne se de meget lige gader i byen og gaderne rundt om byen.Vi blev to dage hos Thoras onkel i Chicago, og de var meget flinke mod os. De gjorde meget for os. Vi besøgte også andre danskere i Chicago, begge gange kun nogle få timer, og de var også flinke.

Da vi endelig rejste videre, var vores billetter ikke længere gyldige. Thoras onkel og en anden mand fra Stege fortalte en skrækkelig historie om, at vi havde pådraget os en rigtig slem forkølelse, da vi kom til Chicago, og at de ikke kunne påtage sig ansvaret for at lade os rejse videre. Så det lykkedes at få billetterne i orden, og vi fik lov til at rejse videre.

Det var søndag den 20., vi rejste videre og vi ankom her den 22. Det var en udmattende tur, og jeg havde tabt 8 pund,
men jeg har det godt og føler mig godt tilpas. Det er næsten som om sommeren. Det var 87º den dag, vi ankom, jeg tror, det er omkring 22º hjemme.
Få nætter senere var det nattefrost, dog ikke meget. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal fortælle lige nu, så jeg vil slutte mit brev og sender mine bedste hilsner til jer alle.

Thora siger, jeg skal hilse fra hende. Oda er her ikke længere, hun har fået et job inde i byen.

Carl Petersen

NB: Brevet blev selvfølgelig skrevet på dansk, og det er senere oversat til engelsk, og jeg har så igen oversat det til dansk. - VL

 

©vivianlind